Reservation af værelser
Reservation af værelser
Booking af værelser på Egholm Vestergaard er forbeholdt gæster med invitation til et arrangement hos os.
Formularen er en forespørgsel – ikke en bekræftet booking.
Vi behandler forespørgsler i kronologisk rækkefølge så snart vi har mulighed for det, typisk et par gange om ugen.
Har vi plads, modtager du en faktura til betaling. Når betalingen er registreret, er værelset endeligt reserveret. Vi sender ikke en særskilt betalingsbekræftelse.
Er der ikke plads, kontakter vi dig med mulige alternativer.
Er du usikker på hvilken slags værelser vi har, så kan du klikke her for at læse mere.
Betingelser for værelsesbooking på Egholm Vestergaard
Når I overnatter på Egholm Vestergaard, er I mere end gæster – I er en del af stedet for en stund. Vi lægger samme omsorg og opmærksomhed i værelserne som i alt andet vi gør, og vi glæder os til at byde jer velkommen.
Disse betingelser gælder for booking af værelser hos os.
§1. Booking og betaling
Booking kan ske via telefon, e-mail, hjemmeside eller sociale medier. Reservationen er bindende, når vi har bekræftet den skriftligt.
Når bookingen er på plads, fremsender vi en faktura på det fulde beløb for opholdet inkl. eventuelle tilkøb. Fakturaen skal være betalt inden ankomst med en betalingsfrist på 8 dage fra fakturadato, medmindre opholdet ligger tidligere.
Modtages betaling ikke rettidigt, forbeholder vi os retten til at annullere reservationen efter én påmindelse.
Opholdet er forbeholdt de gæster, der fremgår af bookingen. Af både praktiske og forsikringsmæssige årsager skal vi kende de gæster, der overnatter hos os, og overnatning for ikke-registrerede gæster er derfor ikke tilladt uden forudgående aftale.
§2. Ankomst og afrejse
Ankomsttidspunkt fremgår af invitationen fra værtsparret eller af aftalen med Egholm Vestergaard. Tidligere ankomst kan ikke påregnes medmindre andet er aftalt.
På afrejsedagen beder vi jer forlade værelset senest kl. 11.00.
§3. Afbestilling
Skulle I få behov for at afbestille, beder vi om skriftlig besked via e-mail til ev@ev.dk. Vi forstår at planer kan ændre sig, og følgende vilkår gælder:
| Tidspunkt for afbestilling | Refusion |
|---|---|
| Mere end 14 dage før ankomst | 100 % refunderes |
| Mellem 14 og 7 dage før ankomst | 50 % refunderes |
| Mindre end 7 dage før ankomst | Ingen refusion |
| Udeblivelse uden afbestilling | Ingen refusion |
§4. Ændringer i booking
Skulle I have behov for at ændre jeres booking, herunder antal gæster, ankomsttidspunkt, kæledyr eller andre ønsker, er vi åbne for det, forudsat at det er praktisk muligt. Ændringer aftales skriftligt og vil fremgå af en opdateret faktura eller kreditnota.
Skulle det arrangement, som jeres ophold er tilknyttet, blive flyttet til en ny dato, overføres jeres værelsesbooking automatisk til den nye dato. I vil blive kontaktet, når den nye dato er bekræftet.
§5. Husorden og adfærd
Vi beder alle gæster om at udvise hensyn til stedet, øvrige gæster og omgivelserne under opholdet. Det er med til at sikre en god oplevelse for alle.
Egholm Vestergaard er røgfrit. Det gælder hele ejendommen, herunder værelserne. Rygning på værelset medfører et rengøringsgebyr på 4.000 kr.
Kæledyr er velkomne i udvalgte deluxe dobbeltværelser mod et gebyr pr. nat. Medbringelse af kæledyr skal meddeles ved booking til ev@ev.dk. Uanmeldte kæledyr medfører efterfakturering af allergirengøring til 400 kr. pr. påbegyndt time.
Skulle der opstå grove overtrædelser af husordenen eller adfærd, der er til væsentlig gene for andre gæster eller stedet, forbeholder vi os retten til at afbryde opholdet uden refusion.
§6. Ansvar og skader
Vi lægger stedet i jeres hænder, og vi stoler på at I behandler det med respekt. Skulle der opstå skader på værelset eller dets inventar som følge af uforsvarlig adfærd, faktureres udgifterne til udbedring til jer. Det samme gælder ekstraordinær rengøring, som opkræves til 400 kr. pr. påbegyndt time.
Nøgler bedes afleveret ved afrejse. Bortkomne nøgler faktureres med 1.500 kr. pr. nøgle.
Personlige ejendele opbevares på eget ansvar. Vi kan ikke holdes ansvarlige for bortkomne, glemte eller beskadigede ejendele under opholdet, medmindre det skyldes grov uagtsomhed fra vores side. Glemte genstande opbevares i op til 30 dage og kan eftersendes mod betaling af porto og emballage.
§7. Force majeure
Nogle situationer er uden for alles kontrol. Skulle opholdet ikke kunne gennemføres som følge af ekstraordinære og uforudsigelige forhold, såsom naturkatastrofer, brand, krig, terrorhandlinger eller myndighedsindgreb, kan vi ikke holdes ansvarlige.
Vi vil dog altid søge at finde en rimelig løsning i dialog med jer.
§8. Persondata
For at kunne håndtere jeres booking behandler vi de personoplysninger, der er nødvendige for opholdet. Det gør vi med omhu og i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning og på grundlag af vores aftale samt de lovmæssige forpligtelser, vi er underlagt, herunder bogføringsloven.
Ønsker I at læse mere om, hvordan vi håndterer jeres oplysninger, finder I vores privatlivspolitik på hjemmesiden.
§9. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret. Vi håber naturligvis, at eventuelle uenigheder altid kan løses i en god dialog mellem os. Skulle det mod forventning ikke være muligt, afgøres sagen ved Retten i Aalborg, medmindre ufravigelig lovgivning bestemmer andet.
Egholm 57, Egholm, 9000 Aalborg
+45 98 19 19 19, ev@ev.dk
© 2021 Egholm Vestergaard
CVR 20 59 31 48
Cookie- og persondatapolitik
